De tre overordnede typer af garn

Overordnet set, kan man dele garntyper ind i 3 forskellige typer. Der er 2 typer naturlige garner, hvor fibrene kommer fra planter og dyr og 1 type kunstfibre, der er kunstigt fremstillet.

I dette indlæg vil der være en gennemgang af disse tre typer. Hver enkelt type garn vil være grundigere beskrevet senere.

Garner fra dyr

I denne gruppe ligger uld, silke, alle typer pels og så videre. De mest kendte garntyper her er merino, der kommer fra får; mohair og cashmere, der kommer fra geder samt angora fra kaniner. I den mindre kendte kategori er kameluld, moskusuld og lignende. Der findes sågar nogen der eksperimentere med hundepels og andre meget lidt brugte typer.

Silke er udvundet af pupper, som en bestemt slags sommerfuglelarver laver. Det er et kostbart materiale, da det ikke kan ”dyrkes” i samme omfang, som de andre materialer.

Garner fra plantefibre

Her finder vi mange spændende muligheder som bomuld, bambus, hør og viskose. Alle er meget kendte og brugte materialer, der stammer fra planter. Der findes også garn fra soja og andre anderledes planter.

Det kan enten være cellulosen i stænglerne, eller fibre fra frøstande, der udvindes og forarbejdes til tråde, der kan spindes sammen.

Der er delte meninger om viskose, fordi den gennemgår en anden behandling end de andre plantefibre. Det fremstilles af cellulose fra træ eller bambus. Men først er alt træet kemisk nedbrudt og herefter ”opbygget” som fibre igen. Nogen mener derfor ikke det er naturligt, men mere menneskeskabt i stil med de kunstige garner.

Viskose blev i øvrigt opfundet i slutningen af 1800-tallet, som et billigt alternativ til silke.

Kunstige garner

Der er mange kunstige garner, blandt andre akryl, polyester og nylon.

De kunstige garner er lavet af det samme materiale, som anvendes til plexiglas. Her er det bare trukket ud til tynde tråde, der efterbehandles med forskellige metoder som vask, krusning snoning og strækning, så det ligner garn. Det kan minde om både uld og bomuld og kan bruges som en billig erstatning. Langt oftere er det dog blandet med enten uld eller bomuld, for at opnå en god samlet effekt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *